top of page

Vi brænder for Atheneum!

Hvorfor brænder vore hjerter for Atheneum?

 

Atheneum handler om nysgerrighed og om at læse for at lære. Om at give og dele læseoplevelser, viden, indsigt. Er det ikke en selvfølge, at en by som København fortsat skal have en boghandel med det udbud af bøger som kendetegner Atheneums profil? Et sted hvor man kan finde bøger om det, der rører aktuelle fænomener i tiden - bøger, der stimulerer søgende og tænkende mennesker i enhver henseende?

 

Mange kender Atheneum som en kvalitetsboghandel, der bestræber sig på at imødekomme de intellektuelle, åndelige og æstetiske behov hos læserne. Det er dette fantastiske rum vi gerne vil bevare og videreføre med nye visioner og værdier. Bøger skaber indlevelse, bøger skaber empati. Bøger er viden, og når vi deler vores historier og viden med hinanden skaber vi udvikling. Udvikling for den enkelte og udvikling for fællesskabet. 

 

København har brug for en stærk og uafhængig boghandel som Atheneum, som fortsat udbyder same litterære kvalitet og bredde og bærer bøgerne herfra og ind i fremtiden.

 

Foruden blot at besøge boghandelen, når man står og mangler læsestof eller inspiration, har Atheneums faste kunder og læserskare besøgt butikken trofast - for nogles vedkommende endda i mange generationer siden M.P. Maden først åbnede dørene i Nørregade i 1874. I de senere år har vi lagt hus til mange kulturelle og sociale arrangementer, der alle tager udgangspunkt i litteraturen og bøgerne, hvilket har betydet at mange nye og yngre ansigter også kommet til. Vi hilser hver og én velkommen! 

 

Atheneums Venner har taget udfordringen op for sammen med vores nuværende og kommende venner og samarbejdspartnere at skabe fremtidens Atheneum - Københavns bedste litteratur- og kulturbutik.

 

FREMTIDENS ATHENEUM

 

Fremtidens Atheneum er et flagskib for styrkerne ved en fysisk boghandel, brick-and-mortar, og skal også omfavne det digitale bogunivers. Fremtidens Atheneum skal vise kommende generationer og dem der stadig nyder at læse ”rigtige” bøger den magiske oplevelse man får af at gå på opdagelse i en boghandel, hvor væggene er tapetseret med bøger fra gulv til loft; et rum man føler sig velkommen og fuldstændig hjemme i. Fremtidens Atheneum skaber rum til at gå på opdagelse i litteraturen og ro til fordybelse, og sætter viden i aktion ved også at støtte socialt innovative tiltag, som bidrager til folkeoplysning, intellektuel stimulus og udvikling hos den enkelte læser.

 

At få økonomien til at hænge sammen i en bogbutik i indre by kan være en udfordring. Vi har brug for startkapital til at relancere og kickstarte butikken. Der skal være bøger på hylderne. Faste udgifter og lønninger skal også betales fra starten. Atheneums ”eget” it-system skal klargøres og nogle af applikationerne skal tilpasses og opdateres. Der skal tegnes abonnementer til vores bogdatabase-værktøjer, danske såvel som udenlandske, og sørges for general it-service - også til kunderne. Alt dette skal til for på sigt at kunne relancere en web-butik. Efter kickstarten er det meningen, at butikken bliver bæredygtig og selv indtjener til varelager og driftsomkostninger.

 

Banker dit hjerte for at bøgerne overlever? Vi brænder for at bære bøgerne herfra og ind i fremtiden.

 

PS! 

For god ordens skyld skal det nævnes, at teksten her er voldsomt inspireret af samtaler med vores kunder.

bottom of page